Anmeldelse

Jakob Wandam’s anmeldelse på Bluesnews.dk af vores koncert på Mojo 6. juli i anledning af Copenhagen Jazz Festival 2019

Kenn Lending Blues Band.

Kenn Lending Blues Band, “Vintage Edition”
Foto: Jakob Wandam

Lending er i fin form for tiden og virkede oprigtigt begejstret for at spille denne koncert med en ”vintage edition” af sit band. Han havde nemlig til lejligheden samlet Kenn Lending Blues Band, som det så ud for cirka tredive år siden: Frank Larsen på trommer, Henning Verner på keyboard, Svenni Svafnisson på bas og kapelmesteren selv på guitar og vokal. De var tilmed suppleret med selveste Mikkel Nordsø på guitar.

Nordsø og Lending har kendt hinanden siden børnehaven, og aftenen bød på mange godmodige guitardueller mellem de to, for eksempel på en fremragende, funky ”Just one night” fra albummet Heartache Motel (1993).

Funk

Kenn Lending og Svenni Svafnisson
Foto: Jakob Wandam

Funk spiller almindeligvis en stor rolle i Kenn Lendings musik, og det hørtes da også denne aften, blandt andet i Frank Larsens New Orleans-agtige trommespil på Steve Masakowskis ”Sidewalk strut” og i Henning Verners gospel blues ”Gospel of the survivor” (fra Psychedelic mind, 2001).

Overordnet set var lyden dog mere i retning af traditionel urban blues, end man oftest hører fra Kenn Lending i dag. B.B. King-påvirkningen i Lendings guitarspil lod sig ikke skjule, og særligt slow blues-numrene som ”(The welfare) turns it back on you” (oprindeligt med Freddie King) stod virkelig stærkt.

Der er måske en tendens til at overse Kenn Lending i samtidens danske blueslandskab, men han er altså en guitarist på internationalt niveau og leverer altid et fremragende live-show. Også lørdag aften på Mojo kunne han vække jubel ved at spille bag ryggen, med tænderne eller sågar med næsen, men vigtigst af alt har han spilleglæde, bluesfornemmelse og en timing og tone, der sætter ham i en klasse for sig.

Samspillet

Kenn Lending Blues Band spillede tre sæt på Mojo, og Mikkel Nordsø var med hele vejen. Det var en fornøjelse at se samspillet mellem Nordsø og Lending, og Mikkel Nordsø bød ind med mange stærke solo-præstationer undervejs.

Mikkel Nordsø og Kenn Lending
Foto: Jakob Wandam

Han har spillet med gud og hver mand i den danske pop-, rock- og jazz-verden, men er et usædvanligt syn i bluessammenhænge. Ikke desto mindre udviste Mikkel Nordsø god forståelse for stilen og spillede uden overflødigt lir.

Kenn Lending vendte tilbage i sin sædvanlige opstilling ved en senere koncert ved Nyhavns Mindeanker, men planlægger flere optrædener i ”vintage edition” næste år, hvor Kenn Lending Blues Band har 40-års jubilæum.